søndag den 27. februar 2011

Sophie Kinsella: Mini Shopaholic

Denne bog er sjette del i serien om shopaholicen Rebecca Brandon (født Bloomwood). Hun har nu en 2-årig datter, der allerede udviser visse shopping-tendenser.

Bogens omdrejningspunkt er planlægningen af et surpiseparty, som Becky vil holde for sin mand Luke. Og selvfølgelig er der også en række af de sjove episoder, som Becky har en evne til at rode sig ud i.

Bogen ligger sig i slipstrømmen af de andre i serien - samme persongalleri, samme koncept, samme slutning. Der er ikke noget som helst nyt under solen. Men det er dejligt, uforpligtende underholdning til en søndag eftermiddag.

tirsdag den 15. februar 2011

Poul Høi: Bushland

Lille og hurtigt læst bog skrevet af Berlingskes korrespondent i USA.

Han prøver i bogen at give en forklaring på George W. Bush, og hvorfor han i mange tilfælde handlede, som han gjorde. En beskrivelse af, hvordan verden så ud for Bush og hans rådgivere.

Pga. bogens længde er der selvfølgelig tale om en populær og meget forståelig fremstilling af, hvorfor og hvordan der blev handlet af Bush-administrationen i hans regeringstid. Dette leder frem til, hvorfor USA har valgt en præsident, der er præcis det modsatte.

Jeg er på ingen måde tilhænger af Bush og mener, han har gjort mere ondt end godt, og derfor køber jeg bogen og dens fremstillinger fuldstændigt. Den bygger dog på kilder - og har en stor litteraturliste til trods for bogens ringe omfang.

søndag den 13. februar 2011

Julia Gregson: Østen for solen

Bogen foregår i 1928-29 i Indien. Hertil rejser 3 unge kvinder af vidt forskellige årsager - en for at blive gift, en for være brudepige og finde en mand, hvis det er muligt, og en for at finde sin fortid.

Vi følger deres liv og deres skæbne herefter. Det er en ok historie, men ikke videre ophidsende. Der er lidt overraskelser undervejs, men ikke nogle, der slår benene væk under en.

En hyggebog for kvinder.