mandag den 30. november 2009

Stephenie Meyer: Daggry

Så fik jeg læst sidste del af Twilight-sagaen. Og jeg synes altså, den er blevet mere og mere åndsvag for hvert bind, der er kommet.

I dette bind kommer det store opgør - og alle løse tråde bliver bundet, som det sker i ethvert godt sidste bind.

Men historien er stadigvæk banal - og til tider også forudsigelig. Men jeg kan da glæde mig over, at jeg nu ikke skal igennem flere pinsler.

Dog forstår jeg godt teenage-pigernes facination af bogen - og jeg nok også selv have elsket den som teenager. Og den er ret effektivt skrevet, da man hele tiden lige skal se, hvad der sker i næste kapitel. På den måde er den helt Dan Brownsk.

onsdag den 18. november 2009

Nafisa Haji: Skriften i min pande

En bog fra genren: "I familie med Drageløberen".

Efter Drageløberens succes, er der kommet en lang række bøger med udgangspunkt i den arabiske verden, dens kultur og dens mennesker.

Denne bog foregår, dels i Indien, dels i Pakistan, dels i England og dels i USA. Her følger vi en familie med rødder i Indien og Pakistan omkring delingen af landet, men hvor dele af familien nu er bosat i England og USA.

Hovedpersonen er journalisten Saira. Hun fortæller familiens historie fra sin barndom op til nutiden i 2000-tallet. Saira er opvokset i USA og er præget af landets kultur i modsætning til sine forældre.

Det er en meget spændende familiehistorie, hvor man får indsigt i, hvordan en familie fra en anden verden fungere. Som kvinde fra den vestlige verden, kan man næsten føle de snærrende bånd, som hovedpersonen også føler.

Det er klart en af de bedre bøger, der er kommet i kølvandet på Drageløberen.

lørdag den 7. november 2009

Henrik Desmond: Hævntogt

Plan B er tilbage. Og denne gang både med personlige hævnmotiver og med komplotter, der når direkte ind i samfundets inderste magtcirkler.

Det hele starter med en død rengøringsassistent i Vejdirektoratet. Herfra udvikler tingene sig eksplosivt med korrupte embedsmænd, politichefer med forkerte motiver og en statsminister, der har andet end politiske motiver.
Samtidig er vores helt Morten Hvid på et personligt hævntogt.

Som sædvanlig er det fart over feltet, og som sædvanlig følger man sideløbende Plan B og kriminalinspektør Bent Johannesen. Altid på de samme sager, men ikke helt med de samme informationer.

Jeg glæder mig allerede til næste bind, som må kommer, da der er en enkelt løs tråd tilbage i historien. En hvis hitman fra Hvidrusland...