søndag den 24. maj 2009

Malene Dietz: Duften af kaffe

Meget sød og let læst dansk chick-litt bog.

Bogen handler om Maja, der har styr på det hele, men pludselig en dag vågner op i en seng, der ikke er hendes kærestes - og hun husker intet. Resten af bogen følger vi Maja og hendes liv den næste måneds tid.

Af de danske chick-litt-bøger jeg har læst, er denne en af de bedre. Men så er der heller ikke mere i den. Det er meget nemt at regner både slutningen - og andre dele af handlingen ud, hvis man har bare en anelse erfaring med at læse bøger.

Men dog en god bog til en sommerdag i hængekøjen.

tirsdag den 19. maj 2009

Tatiana de Rosnay: Sarahs nøgle

Bogen er en dobbeltfortælling, hvor noget af handlingen foregår i Frankrig under 2. verdenskrig, mens resten af handlingen foregår i Paris i nutiden.

Handlingen er centreret omkring deportationen af de franske jøder under 2. verdenskrig, der foregik med hjælp fra de franske myndigheder. Her følger vi pigen Sarah, der bliver deporteret sammen med sine forældre. 60 år senere skal journalisten Julia skrive om deportationerne og falder tilfældigt over Sarahs historie. Hun beslutter at finde ud af, hvad der er sket med pigen.

Der er en god bog, der ikke nødvendigvis insisterer på en happy end. Men den er også en smule fortænkt sine steder. Det er svært at undgå med denne type bøger.

Dog kan jeg sagtens anbefale bogen, som kan kan læses i et stræk.

mandag den 11. maj 2009

Stephenie Meyer: Nymåne

Som sagt blev jeg lige nødt til at læse 2. del af Twilight-serien. Jeg er stadigvæk fascineret, men dog ikke helt lige så meget som i første bog.

Jeg ved ikke, om et skyldes, at der i denne bog introduceres varulve, hvilket jeg måske synes er lidt for meget - i hvert fald den måde, det bliver gjort på. Men varulve hører måske bare til i dette univers.

Det er i hvert fald en historie, der ikke kunne fungere uden vampyrer, da der så slet ikke var nogen historie. Jeg glæder mig dog til se, hvordan forfatteren vil holde den gående i de næste bind, da jeg allerede synes, der bliver gået lidt i ring. Men der er lagt adskillige spor ud, så mon ikke dramatikken bliver holdt på samme høje niveau, selv om jeg allerede i bog 2 begynder at finde det lidt trættende.

Det er stadigvæk en god bog - og jeg hører ikke engang til kernemålgruppen.

tirsdag den 5. maj 2009

Marlene Weybøll: Singleton

Bogen Singleton bygger på en blog af samme navn. Jeg havde aldrig hørt om bloggen, før bogen kom - og den er nu lukket, så jeg kommer heller ikke til at følge den nu.

Bogen består af et års blogindlæg, hvor forfatteren beskriver sit singleliv i København og jagten på prinsen på den hvide hest.

Det er en ganske underholdende bog, og formen er god. Det er korte indlæg, og man bliver fanget af handlingen. Da det ikke er en decideret roman, er det hele tiden spændende, hvad der sker, da virkeligheden jo ikke er sådan at gennemskue.

Bogen hører selvfølgelig hjemme i chick-litt genren - den er klart i familie med både Bridget og Nynne. Jeg har læst meget i genren, der er dårligere, end denne bog, og den danske chick-litt er normalt ikke så vellykket.

En lille god bog, som passende kan læses på en togtur. (Det gjorde jeg.)

Bodil Steensen-Leth: Fem år i Berlin

Bogen foregår under 2. verdenskrig i Berlin. Her følger vi livet og tankerne hos en række ansatte på der danske konsulat og deres tyske omgangskreds. Alle har det tilfælles, at de ikke er tilhængere af Hitler og nazismen.

Jeg synes, bogen mangler noget handling. Den består meget af tanker.

Rammen for bogen er selve krigen, men der bliver aldrig direkte sat bestemte tidspunkter på - den må man kende sin historie, for at finde frem til, da det skal gættes ud fra begivenheder, der sker. En mangel i forhold til, at bogen beskriver livet i selve Tyskland og nazisternes fremfærd på hjemmebane, og det ville have været rart, at kunne sætte begivenheder i selve Tyskland i relation til begivenheder i krigen.

Men man får et godt indblik i, hvordan det var at være tysker i Tyskland under krigen - og hvor langt nazisterne gik.