søndag den 22. februar 2009

Leif Davidsen: På udkig efter Hemingway

Jeg var lidt spændt på denne Leif Davidsen-bog, da den ikke har fået så gode anmeldelser. Jeg har læst alle hans bøger og er som regel meget begejstret for dem. Dog synes jeg hans bedste bøger ligger et par år tilbage.

Jeg synes ikke, bogen er så dårlig, som nogle anmeldere har gjort, men der er alligevel et eller andet, der gør, at det ikke Leif Davidsen på toppen.

Jeg ved godt, at i spændingsromaner er der altid et eller andet element af usandsynlige hændelser, men selv inden for spændingsromanens genre, synes jeg, der er noget utroværdigt over denne bog - mere præcist over hovedpersonen. Jeg synes ikke, det virker, at en person, der bliver beskrevet som en meget forudsigelig og forsigtig type, kaster sig ud i det eventyr, der beskrives i bogen.

Men ellers er der et komplot, der tager sine overraskende drejninger undervejs. Og - tror jeg- en god beskrivelse af Cuba i dag.

mandag den 16. februar 2009

Alex Berenseon: Spøgelseskrigen

Helten fra bogen "Den tro spion" John Wells er tilbage. Efter at have forhindret et terrorangreb midt i New York er han rastløs og lider, som det sig hør og bør af søvnløshed.

Heldigvis dukker der missioner op, der skal fuldføres - missioner, der både fører Wells tilbage til Afghanistan og til Kina.

Bogen bevæger sig på den aktuelle og storpolitiske scene, hvor regeringerne i Kina, USA, Nordkorea og Iran spiller roller i handlingen.

Bogen er ret god inden for sin genre og er flere længder foran f.eks. Ludlum og Baldacci. Da den er amerikansk, forfalder den til scener med ekstem vold og magtanvendelse. Jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige, hvor virkelighedstro dette er, blot konstatere at der genrelt er mere vold i de amerikanske spændingsromaner end i de skandinaviske.

Hvis du læser Leif Davidsen og Jan Guillou med stor fornøjelse, kunne dette være stedet at fortsætte.

onsdag den 11. februar 2009

Jane Fallon: Ud med Matthew

En chick-litt bog med en lidt anden indfaldsvinkel end normalt.

I denne bog er hovedpersonen lidt ældre end i de fleste chick-litt bøger - næsten 40. Og plottet er lidt omvendt, for det handler ikkeom at indfange en mand, men derimod om, hvordan man slipper af med en.

Hovedpersonen Helen har i 4 år haft en affære med sin gifte chef Matthew - men da han pludselig forlader kone og børn og flytter ind, finder Helen ud af, at hun ikke vil have ham. Og hvad gør man så?

Det er en udmærket bog indenfor genren. Man suser lige igennem den, og kan ikke vente med at finde ud af, hvad Helen finder på som det næste. En god bog til en søndag eftermiddag på sofaen.

onsdag den 4. februar 2009

Anne Chaplet: Caruso synger ikke mere

Lidt mærkelig krimi, der handler om alt muligt, men meget lidt om at opklare det drab, der bliver begået i begyndelsen af bogen.

Det er en tysk krimi, der foregår i en lille landsby, hvor en af tilflytterne bliver fundet myrdet. Herefter følger vi flere forskellige personer: tilflytteren Paul Bremer, den myrdedes kone, politimanden, der skal opklare drabet samt statsadvokaten fra Frankfurt. Selvfølgelig - fristes man næsten til at sige - spiller Tysklands fortid ind.

Det virker til tider som om, at krimiintrigen nærmest er et sidespor i fortællingen, og at den mere handler om mennesker, deres forhold til hinanden, deres hemmeligheder og deres historie. Det er der ikke noget i vejen med, men så skal bogen ikke sælges som en krimi.

Let læst og let glemt bog.