søndag den 24. august 2008

De største OL-triumfer

Jeg faldt tilfældigt over denne bog - og i disse OL-tider, var jeg nød til at læse den.
Bogen omhandler de største danske OL-triumfer - og med triumfer menes der i alle tilfælde undtagen et medaljer. De fleste medaljer, der er med i bogen er nu vundet fra 90'erne og frem, så det er triumfer, man kan huske.
Grunden til det kan være, at man har snakket med de enkelte medaljetagere, der fortæller deres version af medaljen.
Det er ret interessant at komme med bag kulisserne og høre, hvordan det har været - f.eks. om folk der stort set ikke har sovet natten før en finale - og om Bjarne Riis' og Rolf Sørensens konflikt fra touren i 1996, der ikke flyttede med til OL.
En hurtigt læst bog for sportsfreak, der har fulgt med i OL.

onsdag den 6. august 2008

Simon Beckett: Skrevet i ild

En rigtig god fortsættelse til forfatterens første krimi.
I denne bog befinder vores hovedperson Dr. David Hunter sig på en lille ø i Hebriderne under et heftigt uvejr. Uvejret betyder, at der ikke er nogen kontakt med omverdenen, da strømmen er væk og telefonerne døde. Og der er en morder fri på øen, som ikke holder sig tilbage.
Det er et rigtig godt plot, der tager flere overraskende vendinger undervejs.
Bogen er lige til at læse i et rap på en våd, blæsende dag i sommerDanmark.

mandag den 4. august 2008

Donald McCaig: Rhett Butlers fortælling

Jo - det er Rhett Butler fra Borte med blæsten, der er tale om. Denne bog fortæller hans historie lige fra hans barndom.
Nu er det mindst 15 år siden, jeg læste Borte med blæsten, men som jeg husker den, er der ikke særlig mange overlap med den. Rhett møder selvfølgelig stadig Scarlett O'Hara og de bliver gift, går fra hinanden etc., men begivenhederne bliver ikke beskrevet i denne bog. De forudsættes vel kendt af læseren. Jeg kan heller ikke forestille mig særlig mange læsere af denne bog, der ikke har læst Borte med blæsten.
En meget stor del af bogen følger personerne i Rhett Butlers liv - specielt hans søster og den famøse Belle Watling. Scarlett optræder til tider faktisk kun sporadisk.
Jeg synes, det er en ganske underholdende bog, og man er hurtigt igennem den til rods for dens omfang på 567 sider.
Jeg kan anbefale bogen til alle fans af Borte med blæsten, da den ikke ødelægger oplevelsen af denne.