tirsdag den 20. maj 2008

Helle Helle: Rødby - Puttgarden & Ned til hundene

En af de såkaldt nye danske forfattere - eller det var hun i hvert fald, da jeg studerede. Men efterhånden kan man vist godt kalde hende en etableret forfatter med en pæn stor læserskare.
Jeg har ikke før læst hende uden for uddannelsesregi, og det er der nok en grund til. Jeg ved godt, hun får gode anmeldelser og bliver sammenlignet med Martin A. Hansen, men jeg har det lidt svært med den meget minimalistiske stil. Den er meget beskrivende og fortæller, hvad der sker, men ikke ret meget om personernes tanker og bevæggrunde for at gøre som de gøre. Det er selvfølgelig et valg fra forfatterens side, men jeg vil gerne have lidt mere, når jeg læser.
At det er miljøer og personer, der ikke beskrives særlig tit, hun beskæftiger sig mig, er en positiv ting, set fra mit synspunkt. Jeg får i hvert fald indblik i nogle miljøer, som jeg ikke personligt kender til. Som en form for socialrealisme.
Der sker ikke ret meget i hendes bøger - i hvert fald ikke noget dramatisk. Det er beskrivelser af dagligdagen, der pludselig begynder og slutter igen lige så pludseligt uden forløsning på nogen måde. Det er i hvert fald sådan, jeg oplever det.

Ingen kommentarer: