tirsdag den 30. december 2008
Steven Galloway: Cellisten fra Sarajevo
Denne bog følger 3 mennesker under belejringen af Sarajevo. En snigskytte, der skal beskytte Cellisten, en mand, der henter vand til sin familie, og en mand, der skal krydse en gade, der overvåges af en snigskytte.
Bogen beskriver, hvordan det er at leve i en by i krig. Hvordan noget så simpelt som at krydse gaden kan være livsfarligt, og om de valg alle må træffe i krigstid.
Det er en ganske udmærket bog. Ikke en traditionel krigsbog, men en god beskrivelse af almindelige mennesker i en belejret by.
torsdag den 25. december 2008
Jan Guillou: Men ikke hvis det gælder din datter
I denne bog genoplives Hamilton for alvor - og personerne fra alle Jan Guillos bøger møden i en og samme bog. Handlingen er, at datteren af en chef fra Säpo og en oberst fra Fremmedlegionen bortføres af islamistiske terrorister. Tilfældigvis er de private venner med Carl Hamilton, så en befrielsesaktion ligger lige til højrebenet...
Guillou har klart hævet niveauet fra de forrige bøger. Den er meget spændende, og man læser som sædvanligt hans bøger hurtigt. Bogen er dog ikke på niveau med de bedste bøger i Hamiltonserien. Og jeg håber, han lader Hamilton ligge for eftertiden. det begynder efterhånden at virke lidt fortænkt, at han hele tiden dukker op. Hvis ikke i den svenske skærgård, så på en palæstinensisk ubåd.
søndag den 21. december 2008
Scarlett Thomas: Mr. Y's forbandelse
Den handler om en parallelverden - kaldet Troposfæren, hvor man kan gå ind i andre folks tanker og rejse i tid. Eller så vidt jeg har forstået er det ikke en rigtig parallelverden, men blot en verden af alle elvende væsners tanker. Omskriften på at komme ind i denne verden findes i bogen Mr. Y's forbandelse. Og ja, alle der har læst boger er forbandede - de er enten forsvundet eller døde. Det bliver op til hovedpersonen i bogen - Ariel - at ændre dette mønster.
Der er en del videnskab i bogen, som jeg tror, det vil være en fordel at kende noget til på forhånd. Jeg stod i hvert jævnligt af, når det videnskabelige niveau blev for højt. Ikke en bog til menigmand.
mandag den 8. december 2008
Luanne Rice: Skæbnens time
Hvis man bare har brug for en bog, der er hurtigt læst, man ikke skal tænke over, og hvor man er sikker på, at alting ender godt, så kunne denne sagtens være et bud.
Plottet er kort fortalt: forsvarsadvokat, der skal forsvare en seriemorder møder marinebiolog, der leder efter sin forsvundne søster. Er hun blevet seriemorderens offer? Og hvad vil det betyde for tiltrækningen mellem de 2 hovedpersoner?
Meget mere er der ikke i bogen. Men underholdt et par timer er man da blevet undervejs.
torsdag den 4. december 2008
Hanne-Vibeke Holst: Dronningeofret
Jeg har med stor glæde læst både Kronprinsessen og Kongemordet og havde set frem til sidste bind. Og det skuffer ikke.
Denne gang er det Elizabeth Meyer, der er i hovedrollen. Hun er blev formand for Socialdemokraterne - og valgkampen er lige gået i gang. Hun står til at kunne blive Danmarks første kvindelige statsminister. Men hun har 2 problemer: hun er blevet ramt af begyndende Alzheimers, og hendes kronprinsesse Charlotte Damgaard overvejer at forlade politik.
Bogen er rigtig god. Jeg synes, det er fascinerende at læse om det politiske spil, som, jeg tror, er realistisk beskrevet. Jeg ved i hvert fald, at der ligger en masse reseach bag, der bl.a. indeholder interviews med politkkere.
Hvis man har kunnet lide de første 2 bind i trilogien, vil man ikke blive skuffet.
onsdag den 26. november 2008
Kenneth Carlsen: Alene på banen
Sådanne biografier har det af og til med at blive lidt for private, lidt for selvrosende eller lidt for meget takkekort til forældre, trænere, venner eller lignende. Der sker dog ikke i denne bog. Selvfølgelig fortæller Kennneth Carlsen om, hvilken god barndom har haft, men han gør det i så afmålte doser, at man ikke når kvalmegrænsen.
Ellers giver bogen et meget godt indblik i, hvordan det er at være professionel tennisspiller lige rangeret lige under de allerbedste i verden. Der fortælles meget ærligt, også om nogle af de dårlige sider - bl.a. hans mange manier.
Hvis man vil læse en god sportsbiografi, kan man sagtens give sig i kast med Kenneth Carlsens bog. Her bliver man ikke snydt.
tirsdag den 18. november 2008
Patti Callahan Henry: I månens skær
Jeg fløj gennem bogen lige indtil de sidst 60 sider, som jeg synes gik utroligt trægt. Sandsynligvis fordi første del af bogen var handling - mens den sidste del var tanker og reflektioner.
Der er tale om en af de bedre dameromaner, hvor der er noget konkret og seriøst indhold, og hvor man ikke kan gætte slutningen efter de første 50 sider.
Historien handler om Amy, hvis søn kommer hjem med sin første seriøse kæreste. Kærestens far viser sig at være hendes store ungdomskærlighed, der pludselig forsvandt uden et ord og knuste hendes hjerte...
Hele historien er nu centreret om, hvad der sker, når de kommer ind i hinandens liv igen.
Udmærker roman der er hurtigt læst.
søndag den 16. november 2008
David Baldacci: Geniets hemmelighed
Man er godt underholdt undervejs, hvis man kan leve med, at plottet i sådanne bøger er lidt fantasifulde. Når jeg læser sådanne bøger, er det numest for at blive godt underholdt - og ikke skulle tænke for meget over tingene. Og det leverer Baldacci hver gang. Der er langt til de skandinaviske spændingsbøger, og hvis man ønsker et gran af realisme, så skal man finde den et andet sted.
I denne bog møder vi et gammelt makkepar Sean og Michelle, som optræder i et par andre bøger. De roder sig som sædvanlig ud i en eller anden kompliceret sag, som de skal løse. Og personlige problemer mangler heller ikke ligefrem. Det hele ender mestendels godt - og nu venter jeg bare på at finde ud af, hvor mange bøger, der skal gå, før de får hinanden.
søndag den 9. november 2008
Daniel Silva: I hemmelig tjeneste
Som sædvanlig er det isalmistiske terrorister, der er på spil - og som sædvanlig er det kun israelerne, der kan klare ærter, da alle andre lande i den vestlige verden er for blødsødne og eftergivende.
Spændingshistorien er der ikke noget i vejen med, men jeg kan ikke lade være med at blive provokeret af, at de europæiske lande bliver omtalt så lidt flatterende. Det er hele den europæiske tankemåde, der bliver trampet på. Moralen synes at være, at når man står over terrorister, der er villige til at bruge alle midler, så skal ´man som demokratisk samfund også være villig til at bruge alle midler.
onsdag den 5. november 2008
Lars Johansson: Signe
Dette betyder selvfølgelig, at hovedpersonen Signe hurtigt kommer til at befinde sig i nogle af verdenshistoriens brændpunkter. Hun er ved Dredsen ved bombadementet af byen, hun flygter fra russerne, hun bliver befriet af amerikanerne osv.
Det er en historie om en stor passion og om viljen til at overleve. Det er også en historie, hvor man undervejs flere gange bliver træt af hovedpersonen - og kan finde hende lidt naiv. Men i 2008 er det selvfølgelig også lettere at forholde sig til situationen, end det var i 1945.
Bogen giver ligeledes et godt indblik i forholdene i Tyskland i 1945/46/47.
tirsdag den 14. oktober 2008
Carlos Ruiz Zafón: Vindens skygge
Jeg havde på forhånd hørt, at mange er begejstrede for bogen - men den fængede ikke mig tilstrækkeligt. Jeg synes tit, at denne type bøger er fortænkte - og denne her er lige på kanten uden dog at overskride den. Handlingen er lidt svær at gengive uden at afsløre for meget, men den indeholder bl.a. følgende ingredienser: krig, kærlighed, venskab, fjendskab, mysterier fra fortiden, forbrydelser og død.
Hvis man har været i Barcelona, kan man genkende en masse navne, og hvis man husker Barcelona godt, kan man sikkert også se en del af de geografiske steder for sig.
Hvis man er til bøger i Da Vinci-genren, er denne derhenne af, uden dog at være spækket af langt-ude-konspirationsteorier.
torsdag den 25. september 2008
Erik Knoth: Eva Brauns hemmelighed
Den unge britiske journalist James Reed får til opgave at finde ud af, hvad der skete i de sidste dage i Hitlers bunker i Berlin, og hvem Eva Braun var. Han rejser nu rundt i et sønderbombet Tyskland for at møde folk, der kendte Eva. Han prøver samtidig at finde ud af, hvad Eva brauns hemmelighed var.
Jeg tror mange ting i denne bog er autentiske. Det er de fakta, man kan læse mange andre steder. Bl.a i bogen Hitlers sidste dage af Hugh Trevor-Roper, som jeg kan anbefale, hvis man interesserer sig for dette emne. Hvis man ser filmen Der Untergang, er det stort set det samme, der bliver beskrevet her.
Resten - som selvfølgelig ville være sensationelt, hvis det er rigtigt - virker lidt langt ude. Derfor er der tale om enn lille banal historie. Der er mere værdi i at gå til de historiske værker, hvor man får et mere reelt billede af, hvad der foregik.
tirsdag den 16. september 2008
Anders M. Hansen: Russisk roulette
Udagngspunktet er Danmarks internationale engagement i Afghanistan. Her tager en gruppe danske jægersoldater en gruppe tjetjenske / russiske narkosmulere til fange og beslaglægger en stor ladning opium.
Herfra tager handlingen fart bl.a. med følgende ingredienser: kidnapning af en dansk soldat, en valgkamp i Danmark, en statsminister, der for enhver pris vil genvinde regeringsmagten, en magtkamp mellem statsminister og udenrigsminister, en advokat, der pludselig kan se sig selv hængt ud som selskabstømmer og en medarbejder i FE, der ikke vil se passivt til.
Man prøver meget naturligt at gennemskue om Statsministeren er Anders Fogh, og de har da visse træk tilfælles. Men jeg vælger at tro på, at den rigtige stasminister aldrig ville synke som dybt som den fiktive. Dog kan man ikke sige sig fri for at tænke over, om politikerne på Christiansborg mon er lige så hensynsløse som beskrevet i bogen - og om de er villige til magten for enhver pris.
fredag den 5. september 2008
Julie Buxbaum: Det modsatte af kærlighed
Bogen handler om Emily, der slår op med sin kæreste, da hun finder ud af, at han vil fri. Hun er nemlig slet ikke parat til en mand som ham. Herefter skal hun en del igennem for at finde sig selv. Dette involverer bl.a. sygdom i familien, at komme overens med sin mors død 15 år tidligere, problemer på arbejdet og forsøge at få et forhold til en fraværende far.
Ikke noget specielt inegn for genren - hurtigt læst, hurtigt glemt. Man føler dog ikke, at man har spildt sin tid med bogen. Men man kommer til at spørge sig om, hvornår der sidst er kommet en god chick-litt bog, og hvornår Marian Keyes skriver en ny.
søndag den 24. august 2008
De største OL-triumfer
Bogen omhandler de største danske OL-triumfer - og med triumfer menes der i alle tilfælde undtagen et medaljer. De fleste medaljer, der er med i bogen er nu vundet fra 90'erne og frem, så det er triumfer, man kan huske.
Grunden til det kan være, at man har snakket med de enkelte medaljetagere, der fortæller deres version af medaljen.
Det er ret interessant at komme med bag kulisserne og høre, hvordan det har været - f.eks. om folk der stort set ikke har sovet natten før en finale - og om Bjarne Riis' og Rolf Sørensens konflikt fra touren i 1996, der ikke flyttede med til OL.
En hurtigt læst bog for sportsfreak, der har fulgt med i OL.
onsdag den 6. august 2008
Simon Beckett: Skrevet i ild
I denne bog befinder vores hovedperson Dr. David Hunter sig på en lille ø i Hebriderne under et heftigt uvejr. Uvejret betyder, at der ikke er nogen kontakt med omverdenen, da strømmen er væk og telefonerne døde. Og der er en morder fri på øen, som ikke holder sig tilbage.
Det er et rigtig godt plot, der tager flere overraskende vendinger undervejs.
Bogen er lige til at læse i et rap på en våd, blæsende dag i sommerDanmark.
mandag den 4. august 2008
Donald McCaig: Rhett Butlers fortælling
Nu er det mindst 15 år siden, jeg læste Borte med blæsten, men som jeg husker den, er der ikke særlig mange overlap med den. Rhett møder selvfølgelig stadig Scarlett O'Hara og de bliver gift, går fra hinanden etc., men begivenhederne bliver ikke beskrevet i denne bog. De forudsættes vel kendt af læseren. Jeg kan heller ikke forestille mig særlig mange læsere af denne bog, der ikke har læst Borte med blæsten.
En meget stor del af bogen følger personerne i Rhett Butlers liv - specielt hans søster og den famøse Belle Watling. Scarlett optræder til tider faktisk kun sporadisk.
Jeg synes, det er en ganske underholdende bog, og man er hurtigt igennem den til rods for dens omfang på 567 sider.
Jeg kan anbefale bogen til alle fans af Borte med blæsten, da den ikke ødelægger oplevelsen af denne.
mandag den 28. juli 2008
Henrik Desmond: Dødens kredsløb
Og der er spænding på lige fra begyndelsen, hvor hovedpersonen Morten er taget på forretningsrejse til Sarajevo, hvor det lykkedes ham at blive skudt. Herfra går det videre i Danmark, og intrigen involverer meget, såsom en dræbt østeuropæisk luder, en stjålet supercomputer fra DTU, den jugoslaviske borgerkrig, PET og den russiske mafia.
Bogen er rigtig god, og jeg glæder mig til næste bind i serien udkommer.
lørdag den 26. juli 2008
Lloyd Jones: Mister Pip
Bogen bliver fortalt af pigen Mathilde, der er en af de indfødte på øen. Der findes kun en hvis mand på øen, mr. Watts, der agerer skolelærer for børnene. Ikke at han er kvalificeret til det - det eneste han har virkelig forstand på er Dickens, hvilket resulterer i, at han læse Store Forventninger af Dickens højt for børnene.
Mathilde identificerer sig kraftigt med bogens hovedperson Pip, hvilket senere skal vise sig at få fatale følger.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om bogen. Den har ikke gjort noget videre indtryk på mig. Sandsynligvis en bog, jeg hurtigt vil glemme igen.
torsdag den 24. juli 2008
Chris Ryan: Det ultimative våben
Chris Ryan har en fortid i SAS, og han skriver om en tidligere og en nuværende SAS-soldat på undercovertur i Irak, mens invasionen går igang.
Nu har jeg ingen mulighed for at vurdere, hvor realistisk beskrivelserne af slåskampene er - men selve plottet virker lidt farverigt og ikke helt realistisk. Men der er aktion for alle pengene, og man er godt underholdt de par timer, det tager at læse bogen.
En rigtig drengerøvsbog for alle med hang til militæret og en gang røvfuld.
mandag den 21. juli 2008
Markus Zusak: Bogtyven
Bogen foregår i Tyskland under 2. verdenskrig, og vi følger en pige, der i løbet af bogen lærer at læse og skrive. Det lyder banalt, men er det ikke. Det er rammen for fortællingen om Tyskland under krigen set fra en lille landsby. Ord og bøger spiller en vigtig rolle i bogen - og hvad de kan betyde for mennesker.
Jeg ved ikke, hvordan bogen ville virker, hvis man ikke vidste noget om krigen på forhånd - men den virker rigtig godt, hvis man har lidt kendskab til krigen. Krigen bliver ikke beskrevet direkte, men indirekte bliver der fortalt en masse.
Boger er anbefalelsesværdig.
tirsdag den 15. juli 2008
Henrik Desmond: Den udvalgte
Hele denne bog er nærmest en slags optakt.
Man følger, hvordan hovedpersonen bliver rekrutteret af en tophemmelig organisation nedsat af statsministeren uden om alle kontrolorganer. Hovedpersonen ved ikke, han er ved at blive rekrutteret - han han bare søgt et job i en kommunikationsvirksomhed.
Undervejs i bogen udsættes han for alle mulige hændelser, der skal teste, hvordan han reagerer i forskellige pressede situationer.
Mere når der ikke at ske - hvilket sådan set også er nok. Men jeg regner med, at der bliver skruet op for både action og spænding i næste bog, som allerede er udkommet.
søndag den 13. juli 2008
Åsne Seierstad: Englen i Groznyj
Jeg forventede på forhånd at bliver foraget - og det blev jeg også.
Jeg troede, der stadigvæk var krigshandlinger i Tjetjenien, men det er ikke det indtryk bogen giver. Tilgengæld giver den indtryk af, at der nærmest er oprettet en diktaturstat i staten. Godkendt af Putin, da det er ham, der har indsat præsidenten i Tjetjenien.
Det er også enormt svært ikke at blive foraget over forholdene i Rusland - og holdningen blandt almindelige russere til Tjetjenien. Bogen giver ikke ligefrem indtryk af, at Rusland er et demokrati i vestlig forstand. Det kommer ikke som nogen overraskelse, men jeg har fået et dårligere indtryk af Rusland gennem bogen, end jeg havde på forhånd.
Jeg kan anbefale bogen, hvis man gerne vil vide noget mere om, hvordan det står til i det russiske og i det tjetjenske samfund.
mandag den 23. juni 2008
Simon Beckett: Dødens kemi
Nu er jeg rigtig dårlig til at gætte plots, medmindre de er skæret fuldstændig ud i pap, og gerningsmanden kom da også noget bag på mig i denne bog.
Historien er bygget op over et klassisk krimiplot - hovedperson med tragisk fortid er flygtet til lille landsby for at komme væk og glemme, men må alligevel huske, da der lige pludselig dukker et lig op. I denne bog er det en retsmediciner, der er flygtet fra både sit tidligere liv og sit job, men med et lig er det jo meget naturligt, at en retsmediciner bliver inddraget.
Det er en god krimi, og man er godt underholdt. Og den kan det, som en rigtig krimi skal kunne - man læse hele tiden videre.
torsdag den 19. juni 2008
Cecelia Ahern: Hvis du ku' se mig nu
Bogen handler om vigtigheden af at have venner, man kan snakke med og som forstår en. Den handler også om at komme videre i livet og om at turde give slip.
Jeg synes bogen er sød, men hvis man forventer sig noget i stil med Marian Keyes og Sophie Kinsella, bliver man nok skuffet.
Jeg har tidligere læst en bog af Cecelia Ahern, og jeg kan egentlig godt lide, at hun bruger chick-litt genren på en anden måde. Hendes bøger er klart i den lette ende, men kan godt anbefales inden for genren.
onsdag den 11. juni 2008
Brad Meltzer: Skæbnens bog
Plottet holder ikke lige hele vejen, og undervejs bliver der introduceret en konspirationsteori vedr. noget frimurerloge, som jeg slet ikke kan se pointen med, da den for mig at se overhovedet ikke spiller en rolle i historien. Måske er det Da Vinci-syndromet, der er slået igennem.
Bogen er slet ikke på højde med skandinavisk spænding, og er den bløde mellemvare i amerikanske spændingsromaner på linie med bl.a. David Baldacci.
søndag den 1. juni 2008
Simon Berthon og Joanna Potts: Anden Verdenskrigs krigsherrer
Bogen er let at læse og forstår, men er selvfølgelig ikke så hurtigt læst som en roman.
Det er interessant at se, hvor meget tilfældigheder og mistanker spiller ind på verdens gang. Samtidig er det sjovt her i bagklogskabens lys at se, hvilker ræsonnementer, der blev gjort af de forskellige.
F.eks. var Churchille ikke vild med invasionen i Frankrig og ville hellere invadere Europa sydfra. Han var samtidig bange for, at Stalin ville underlægge sig hele Østeuropa, hvis ikke England og USA gjorde noget for at komme først.
Bogen beskriver meget fascinerende, de beslutninger der blev taget og baggrunden for dem. Beslutninger som vi i dag kender udfaldet af og derfor ser i et andet lys.
tirsdag den 20. maj 2008
Helle Helle: Rødby - Puttgarden & Ned til hundene
Jeg har ikke før læst hende uden for uddannelsesregi, og det er der nok en grund til. Jeg ved godt, hun får gode anmeldelser og bliver sammenlignet med Martin A. Hansen, men jeg har det lidt svært med den meget minimalistiske stil. Den er meget beskrivende og fortæller, hvad der sker, men ikke ret meget om personernes tanker og bevæggrunde for at gøre som de gøre. Det er selvfølgelig et valg fra forfatterens side, men jeg vil gerne have lidt mere, når jeg læser.
At det er miljøer og personer, der ikke beskrives særlig tit, hun beskæftiger sig mig, er en positiv ting, set fra mit synspunkt. Jeg får i hvert fald indblik i nogle miljøer, som jeg ikke personligt kender til. Som en form for socialrealisme.
Der sker ikke ret meget i hendes bøger - i hvert fald ikke noget dramatisk. Det er beskrivelser af dagligdagen, der pludselig begynder og slutter igen lige så pludseligt uden forløsning på nogen måde. Det er i hvert fald sådan, jeg oplever det.
tirsdag den 13. maj 2008
Jan Guillou: Arven efter Arn
Bogen her lever ikke helt op til trilogiens 3 bind. Jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvad det er, der gør det. Men jeg tror, det er fordi, den handler for meget om de politiske magtkampe i middelalderens Sverige og for lidt om hovedpersonen Birger. Det gør bogen lidt langtrukken. At Middelalderens Carl Hamilton Arn mangler er en anden grund. Det er dog set i sammenligning med selve trilogien. Bogen er en god bog, og noget af det bedste Jan Guillou har skrevet inden for de sidste par år.
Jeg har læst de fleste af Jan Guillous bøger, og han er faldet noget af på den de sidste år.
Tempelriddertrilogien (Vejen til Jerusalem, Tempelridderen og Riget ved vejens ende) kan jeg dog varmt anbefale.
mandag den 5. maj 2008
Michael Katz Krefeld: Før stormen
Bogen virker sådan set meget godt som krimi - man læser den hurtigt, og dens virkemidler fungerer godt.
MEN...jeg køber simpelthen ikke motivet. Det er ikke fordi, jeg nødvendigvis synes, at en krimi skal være 100% realistisk, men jeg følte mig ret snydt, da motivet blev afsløret.
Det har dog ikke skræmt mig mere, end jeg godt kunne finde på at læse en anden bog af Michael Katz Krefeld, hvis en sådan skulle komme.
torsdag den 1. maj 2008
Morten Andersen: Livet er et kick
Som en stor NFL-fan var der ingen tvivl om, at jeg måtte læse Morten Andersens selvbiografi. Men hvis man søger en masse gode historier om NFL og de store stjerner i ligaen, så får man det ikke i større stil. Det ER Morten Andersens livshistorie, man får.
Efter min smag er den for privat, og det er ikke en stor forfatter, der er gået tabt. Jeg synes, der beskrives for mange for læseren irrelevante episoder, og som det tit sker i den type bøger, nævnes der for mange mennesker, der ikke har betydning for læseren eller historien, men som har stor betydning for forfatteren.
Men det var meget interessant at læse om de store kampe og de store spark i Morten Andersens karrierre, da det som fan er dem, man bedst kan forholde sig til.
Og lige meget, hvordan jeg har det med hans bog, så håber jeg at se Morten Andersen tilbage i NFL i 2008-sæsonen.
søndag den 27. april 2008
Læs dem!!!
Birgitte Vestermark: Mød mig i Sarajevo
Barsk bog om borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien. Forfatteren var i Jugoslavien som journalist, hvilket borger for autensiteten.
Gunnar Staalesen: Bergen-trilogien - 1900 morgenrøde; 1950 high noon; 1999 aftensang
Man følger en række familien fra alle samfundslag i Bergen gennem hele det 20. århundrede. Giver en god beskrivelse af samfundsudviklingen - og man kan sagtens drage paralleller til Danmark.
Jean-Christophe Grangé: De blodrøde floder
Fransk spændingsroman. Så dejligt uamerikansk. Er ikke bange for at gå linen ud.
En kvinde i Berlin
En sand fortælling om en kvindeskæbne i det russiskbesatte Berlin i foråret 1945.
Javier Cercas: Salamis' soldater
Sjov blanding af fag- og skønlitteratur. Fortæller, hvordan en forfatter efterforske en betsemt mands skæbne under den spanske borgerkrig.
Jeg forstår det ikke
- Ida Jessen: Den, der lyver
- Frank McCourt: Angelas aske
- Jette Kaarsbøl: Den lukkede bog
- Dan Brown: Da Vinci mysteriet
- Christian Jungersen: Undtagelsen
- Ida Jessen: Det første jeg tænker på
- Knud Romer: Den, der blinker, er bange for døden
Ja, der er noget om hypen
- Harry Potter-bøgerne af J.K. Rowling
- Jakob Ejersbo: Nordkraft
- Khaled Hosseini: Drageløberen
- Stieg Larssons trilogi - Mænd, der hader kvinder; Pigen, der legede med ilden; Luftkastellet, der blev sprængt
- Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden 1 + 2